1066 var et trist år for Martin Jensen. Der sluttede den tid, han har skrevet så mange bøger om. Da Vilhelm Erobreren – også kaldet Vilhelm Bastarden – sejrede ved Hastings, gik verden under. Men der findes ikke den kirke, borgruin, udsigtspunkt eller kro i det sydvestlige England, som ikke har haft besøg af forfatteren fra Danmark. Hver sten er vendt. Han skriver bedst om det, han ved.
Inden Martin Jensen blev fuldtidsforfatter, virkede han som lærer på skoler i både Danmark og Sverige. Han debuterede i 1998 med den historiske roman ’Frit gennem Jylland’, og siden har han ikke slukket for computeren. Det er blevet til mere end en snes bøger, der som oftest foregår i fortiden. De er velresearchede, velkomponerede og skrevet med et godt øje til både øl og kvinder. Samtidig kan Martin Jensen den kunst at dosere sin viden, så læseren ikke bliver træt.




























