Hvis man læser de kulørte blade, og det er der jo mange, der gør, kender man helt sikkert Christiane Margueritte Schaumburg-Müller. For så godt som hver eneste uge kan de berette nyt fra hendes liv i rampelyset eller familiens skød.
Opmærksomheden omkring hende er så omfattende, at mindre standhaftige mennesker ville segne. Men ikke hende. Hun smiler sit uimodståelige smil, ryster elegant på hovedet og bevæger sin dansante skikkelse videre i livet som en moderne diva.




























