Grækenlands tidligere statsoverhoved er død.

Nekrolog: Kongen, der mistede sit rige

Foto: Joachim Adrian
Foto: Joachim Adrian
Lyt til artiklen

I 2013 fik Grækenlands ekskong Konstantin II lov til at bo i det land, hvor han var født, og hvor han var statsoverhoved fra 1964 til 1973 – fra 1967 i eksil som konge Det var naturligvis en stor lykke for den tidligere majestæt og hans danskfødte kone, eksdronning Anne-Marie, at vende tilbage til kongens udgangspunkt, efter at parret i sin tid forlod Grækenland oven på et mislykket statskup.

Men de sene år i Konstantins liv var også præget af en stadig mere mærkbar helbredssvækkelse, sådan som mange danskere kunne opleve det i forbindelse med prins Henriks død og bisættelse i februar 2018, hvor Konstantin virkede synligt præget af fysiske problemer. Nu er ekskong Konstantin død på hospitalet Hygeia i Athen efter et slagtilfælde i sit hjem i den græske hovedstad. Han blev 82 år.

Ved hans tronbestigelse i 1964 virkede det meste ellers harmonisk omkring den unge konge. Han havde vundet OL-guld i dragesejlads i Rom i 1960. Han var nyforlovet med det danske kongepars yngste datter, og parret blev viet ved et overdådigt bryllup i Athen i september 1964 med deltagelse af kongelige og statsoverhoveder fra hele kloden. Romantikken omkring kongeparret blomstrede, og i sommeren 1965 fødtes deres første barn, prinsesse Alexia. Siden fulgte endnu fire børn: Pavlos, Nikolaos, Theodora og Philippos.

Op til jul i 1967 tiltede den unge kongepars verden. En flok oberster under ledelse af Georg Papadopoulos havde tidligere samme år taget magten efter længere tids politisk og konstitutionelt kaos. Den politisk og strategisk naive konge var tvunget til at samarbejde med juntaen, men han forsøgte også gennem et modkup at fjerne oberstregiment. Det mislykkedes, og kongeparret måtte flygte over hals og hoved ud af landet. Konstantin og den gravide Anne-Marie nåede lige at lande i Rom i deres lille fly, før det løb tør for brændstof.

Få dage senere aborterede den græske dronning, og det blev i det hele taget til en række mistrøstige år i Italien. Siden bosatte kongeparret sig i London, hvor de så vidt muligt plejede deres græske kontakter på afstand.

Oberstjuntaen afsatte kongen allerede i 1973, og året efter vedtog grækerne ved en folkeafstemning at indføre republikken i Grækenland. Kun 31 procent stemte for at bevare monarkiet som statsform. Konstantins tid i sit fædreland var dermed slut i mange år fremover. Efterfølgende fik han efter en tur omkring Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol økonomisk kompensation for den konfiskerede formue, slottene og betydelige jordbesiddelser.

Konstantin var født i Athen som søn af det senere græske kongepar, Paul I og dronning Frederika. Under Anden Verdenskrig levede familien, der også omfatter søstrene Sofia – tidligere dronning af Spanien – og Irene i eksil i Egypten og i Sydafrika, før den i 1946 var tilbage i Grækenland.

Konstantin var oldebarn af den danskfødte prins Vilhelm, der i 1863 valgtes til grækernes nye konge. Konstantin tilhørte dermed den samme glücksborgske slægt som den danske og fik ved sin fødsel også titlen prins til Danmark.

Og han havde ganske tætte relationer til familien på Amalienborg i København. Allerede i 1959 mødte han første gang den dengang 13-årige prinsesse Anne-Marie. De blev stormende forelskede, og selv om der siges at have været en vis reservation fra hendes forældres side over for parforholdet, var der ingen vej udenom. De ville have hinanden, og Konstantin og Anne-Marie blev sammen resten af ekskongens liv gennem store op- og nedture i deres tilværelse.

Nok mistede han både sit land og sin trone, men respekten for Konstantin i de europæiske kongehuse var intakt. Hellenernes ekskongepar var oftest inviteret med til de store begivenheder blandt deres kongelige artsfæller, hvoraf mange også var familiemedlemmer.

Det tidligere græske kongepar boede de seneste år i Porto Heli på Peloponnes, indtil de sidste år flyttede til Athen.

Peter Thygesen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her