Med triumfen i parløbet sammen med Michael Mørkøv og sølvet i 4 km holdforfølgelsesløb nåede Lasse Norman Hansen for cirka et halvt år siden i Tokyo op på fem optrædener på den olympiske sejrsskammel, og således deler han førstepladsen på listen over de mest medaljevindende danske OL-atleter gennem tiderne med roeren Eskild Ebbesen og de to skytter Lars Jørgen Madsen og Niels Larsen fra begyndelsen af det forrige århundrede.
Men når de næste olympiske lege i Paris melder sig i 2024, kan det meget vel tænkes, at Lasse Norman sikrer sig den absolutte føring i denne statistik, for i hvert fald stiler han og Michael Mørkøv efter også ved den lejlighed at demonstrere deres eminente evner i den vanskelige parløbsdisciplin.




























