Møbelarkitekt og tidligere leder af FDB’s tegnestue Jørgen Bækmark er død, 92 år gammel. Han sov stille ind 21. december efter kort tids sygdom, og dermed sluttede et langt liv, der bød på masser af oplevelser for Jørgen Bækmark og vidunderlige møbler for alle os andre.
Jørgen Bækmark blev født i Vendsyssel 9. november i 1929 og blev udlært som møbelsnedker i 1950. Han tog efterfølgende en uddannelse som møbelarkitekt på Kunsthåndværkerskolen og Kunstakademiets Møbelskole, hvor han blandt andet blev undervist af Hans J. Wegner, Poul Kjærholm, Ole Wanscher og Mogens Koch.


























