Anne Sofie Hammer bor i Vanløse. Det vil nok komme bag på mange. Men hendes påhit Villads fra Valby bor dog lige rundt om hjørnet. Større er København ikke, og fantasien kender som bekendt ingen grænser eller afstande. Det er flot, at hovedstaden kan rumme to så krammeindbydende væsener som Kim Fupz’ Vitello (fra Vestegnen) og den lidt ældre Villads. Et udtryk for Anne Sofie Hammers succes med serien om Villads er, at han nu er langt fremme på listen over populære drengenavne. Det samme gælder ikke for Vitello, der er en italiensk ret med tyndt skåret kalvekød, men han er højt elsket alligevel.
Der gik nogle år, før Villads blev til. Først skulle Anne Sofie Hammer – der sjældent bruger sine fornavne, men blot hedder Fif – igennem dansk- og pædagogstudier på Københavns Universitet. Den nybagte cand.mag. arbejdede så nogle år som tekstforfatter og konceptudvikler inden for mobil marketing – hvad det så end er. Det gør hun ikke mere, for i 2009 blev drengen Villads til, og ingen af dem har siden set sig tilbage. Forfatteren er meget bevidst om, at hun skriver på samme fundament af livsglæde og smil som Lindgren og Lund Kirkegaard. Som bekendt varede det 17 år, før Vitello kom i skole. Villads var der allerede i bind 2.



























