Vil Morten Schelde blive en ny Skagensmaler? I hvert fald er han i december 2021 flyttet til det nordligste og ifølge traditionen mest solrige punkt på jyllandskortet sammen med sin hustru, kunsthistorikeren Jeanne Rank Schelde, som har fået ansættelse som museumsinspektør ved Skagens Kunstmuseer.
Men selv om Morten Schelde på det seneste er begyndt at bruge flere farver, har han først og fremmest gjort sig bemærket ved sine tegninger i stort format, ikke sjældent udført i rødt.




























