Allerede da Helle Thorborg var barn, læste hun meget, men hun skrev endnu mere, og kun 17 år gammel udgav hun sin egen roman ’Maa vi være her!’. Trods hendes sjældne fornemmelse for sprog fik bogen ingen efterfølgere. Hun bevarede dog sin interesse for det skrevne ord og for dets evne til at danne billeder hos den person, der som Helle Thorborg kan se bag om bogstaverne.
Som tyveårig kom Helle Thorborg ind på Kunstakademiet, først Malerskolen og så på Grafisk Skole, hvor malerne Aksel Jørgensens og Holger J. Jensens undervisning blev af speciel betydning for hende. Så stiftede den unge kunstner familie, men trods en børneflok på snart tre lykkedes det hende at både fastholde og udbygge sin profil og produktion. I 1952 debuterede hun på Kunstnernes Efterårsudstilling. Siden har hendes kunst især været at se hos Clausens Kunsthandel i Toldbodgade og på sammenslutningen Koloristerne, hvor hun blev medlem i 1959.



























