Hvis festen er kedelig, må man ikke bare sidde i hjørnet og brokke sig. Det er ud på dansegulvet og i gang med at gøre den bedre.
Den indstilling til livet er Silke Bock sammen med sine to søskende vokset op med i sit barndomshjem i Horsens. Et hjem fyldt med klassisk musik, forældrene havde mødt hinanden til kor, et hjem fyldt med bøger, og som var samlingssted for moderens brødre, så der var mange gæster. Her var ikke børnesnak eller voksensnak, men fælles samtale. Og så var der forventning om, at man engagerede sig. I den kedelige fest. I livet.




























