Det siges, at Elaine May har gemt originalmaterialet til sin gangsterfilm ’Mikey and Nicky’ fra 1976 et hemmeligt sted for at forhindre filmselskabet bag den i at lave en ny version af historien, som i den oprindelige udgave med Peter Falk og John Cassavetes i titelrollerne er et kulthit. Måske er det sandt, måske ikke. Rigtigt er det i hvert fald, at Elaine May i sin karriere som skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør har været kendt for at være kompromisløs, modig og meget, meget morsom på den onde måde.
Berømt blev hun i første omgang som improviserende komiker, da hun og vennen Mike Nichols forlod teatertruppen The Compass Players for at arbejde sammen som duo i New York. Deres show ’Nichols and May’ var en stor succes på Broadway i årene omkring 1960, og det samme var deres radio- og tv-optrædener og de plader, som blev udgivet med sketches fra showet. Intellektuelt og kulturelt snobberi samt klasseskel var emner, de spiddede med satirisk vid på en måde, der kom til at inspirere komikere efter dem.




























