Billedhuggeren Kirsten Lockenwitz blev uddannet på Skolen for Mur-og Rumkunst på Kunstakademiet. I begyndelsen var det især keramikken, der interesserede hende. Men med tiden kom industrielt fremstillede materialer som plastik og akryl til at erstatte stentøjet. Hendes brug af neonlys i værket drev hende videre i retning af et stringent og meget enkelt formsprog, og denne enkelhed kendetegnede også hendes arbejder i gips, granit, diabas, beton, sandsten m. m.
På et afgørende tidspunkt af Kirsten Lockenwitz’ liv kom interessen for det spirituelle til at influere hendes vej som kunstner. Især Indien og indisk filosofi var et vigtigt inspirationsgrundlag, og i hendes malerier og skulpturer mærkede man snart, hvad indlevelsen i denne meditative verden af poetisk renhed og åndeligt lys betød for hende.




























