Konservativ, erhvervskvinde, golfspiller og deltidsbornholmer er nogle af de betegnelser, man kan hæfte på tidligere industri- og energiminister Anne Birgitte Lundholt. Udgangspunktet var Fredericia, hvor hun blev student i 1971.
Her begyndte også hendes engagement i Det Konservative Folkeparti, som hun meldte sig ind i som 14-årig i reaktion mod det røde kabinet, den populære betegnelse for samarbejdet mellem den socialdemokratiske mindretalsregering og SF efter valget i 1966.