Er man på jagt efter småting til hjemmet i cremede farver, har Søstrene Grene siden 1973 været et godt bud. Søstrene Anna og Clara – Anna som den kreative og Clara som den praktisk anlagte – findes ikke og har aldrig gjort det. De er silhuetter i butikskædens logo og repræsenterer noget af det, kæden vil kendes på. Hvad der til gengæld findes, er brødrene Grene, lillebror Mikkel og storebror Cresten. De to er direktører i Søstrene Grene-kæden. Førstnævnte er administrerende direktør.
Mikkel Grene var fyldt et år, da forældrene, Inger og Knud Grene, grundlagde butikskæden og åbnede den første butik i Søndergade i Aarhus. I dag tæller kæden mere end 250 butikker i det meste af Europa, men også med butikker i Japan.




























