Donatella Versace, Beyoncé, Whitney Houston og Oprah Winfrey er nogle af de kvinder, den amerikanske skuespiller Maya Rudolph i årenes løb har imiteret med stemme og gestik i showet ’Saturday Night Live’. Senest er det Kamala Harris, hun har lavet så gode karikaturer af, at hun i 2020 modtog en Emmy-pris for det, gjorde Kamala Harris selv stolt og i øvrigt cementerede sin status som en af amerikanernes yndlingskomikere.
Som sanger kan hun andet end at parodiere soulstemmer. Hun har været korsanger i bandet The Rentals, og hun og hendes sangerveninde Gretchen Lieberum har sammen Prince-coverbandet Princess.




























