Selv om sproget, poesien og stemmen ikke er den samme, er Dennis Ritter ved at nå lidt samme status, som Jørgen Leth havde som kommentator af Tour de France. Det er svært at forestille sig en Tour uden Dennis Ritters stemme på lydsiden. Og ligesom det i mange år var svært at sige Jørgen Leth uden at sige Jørn Mader, har Dennis Ritter og Rolf Sørensen udviklet sig til det makkerpar, der i dag er forbundet med tv-dækningen af store cykelløb.
»Rolf og jeg har aldrig haft et skænderi eller bare været lidt uvenner. Det er faktisk lidt vildt, for vi er ekstremt forskellige. Som dag og nat. Rolf er den umiddelbare, spontane. Jeg er den kontrollerende og bekymrede«, fortalte han i sommer Ekstra Bladet.



























