Når solodanser Arne Villumsen i sin tid stod på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, blegnede al anden dans. Han var i sin storhedstid Den Kongelige Ballets altdominerende mandlige stjernedanser med sin elegante fremtoning, sikre teknik og udtalte musikalitet. Arne Villumsen var den uovertrufne dansepartner. Han var indbegrebet af Bournonvilles teknik – teatrets særkende, når det gælder ballet – men han var også en eminent figur i det moderne repertoire, ligesom han beherskede de store romantiske partier. Udseendet og danselysten gjorde ham umiddelbart til den oplagte danseur noble.
Fængselsoverbetjenten og sygehjælperens søn fra Brønshøj blev i 1964 som 12-årig optaget på Det Kongelige Teaters Balletskole. 12 år senere kunne han kalde sig kongelig solodanser ved nationalscenen. Udnævnelsen stod balletmester Henning Kronstam for, og i de følgende år udfyldte Arne Villumsen den unikke plads, som Kronstam selv havde skabt i balletten.



























