I dag vil de fleste, der interesserer sig for politik, kende Michael Kristiansen som den ene del af makkerparret Mogensen og Kristiansen på TV 2 News. De to tidligere spindoktorer for henholdsvis Poul Nyrup Rasmussen (S) og Anders Fogh Rasmussen (V) fik i 2008 to programmer på TV 2 News, hvor de analyserede dansk politik, som det forløb i den forgangne uge.
’Mogensen & Kristiansen’ kørte i weekenden, hvor de to både var værter, interviewede gæster og analyserede, hvad der skete på Christiansborg, og som en slags spinoff blev ’Tirsdagsanalysen’ etableret, hvor de ikke blev forstyrret af gæster, men derimod styret af en vært. ’Mogensen & Kristiansen’ blev taget af sendefladen i 2013, men ’Tirsdagsanalysen’ kører ufortrødent videre.




























