Et mundheld siger, at politikere kommer og går, mens embedsværket består. Som en af landets allermest rutinerede embedsmænd er Jesper Zwisler en slags personificering af den administrative maskine, der arbejder bag politikerne, samtidig med at han har været vidt omkring i den offentlige administration.
Jesper Zwisler har siden 2016 været kommunaldirektør i Herlev Kommune. Allerede som nyuddannet statskundskaber trådte han ind i den kommunale verden med en ansættelse i Gentofte Kommune. Derfra er det gået slag i slag med kommunale topstillinger, afbrudt af en afstikker til Slotsholmen som departementschef.




























