Siden Bo Linnemann i 1981 blev færdig som arkitekt, har skrift og skriftdesign været omdrejningspunktet for hans virke.
Han fik nærmest begejstringen for skrift ind med modermælken, idet han voksede op i Gentofte Kommune, hvor Knud V. Engelhardts karakteristiske typografi med røde hjerter over i’erne pryder gadeskiltene. Engelhardts meget personlige og humanistiske udtryk har Bo Linnemann båret videre i sin karriere og har på den måde været med til at forny og udvikle den danske skrifttradition – akkurat som også Gunnar Biilmann Petersen, Naur Klint og Claus Acton Friis har gjort det.




























