Harmony Korine var teenager, da han skrev manuskriptet til instruktøren Larry Clarks alt andet end behagelige film ’Kids’ fra 1995. Den film skabte interesse for Korine, og efter den droppede han at være professionel skater. Siden har han skabt en række eksperimenterende film uden leflen for det brede publikum.
Indtil videre er det kun en enkelt af hans film, ’Spring Breakers’ fra 2012, der er nået vidt omkring i biografer også uden for USA. ’Spring Breakers’ handler om fire gymnasiepigers vilde forårsferie med kriminalitet, stoffer og sex til lydsporet af Britney Spears. Igen og igen overskrider pigerne grænser for, hvor langt de egentlig havde tænkt sig at gå, uden at instruktøren dømmer dem. I et interview i Politiken i 2013 betegnede Harmony Korine ’Spring Breakers’ som »en underlig voldelig popballet« og sagde, at der i hans film ofte er en længsel efter at overvinde vanskelige vilkår.




























