»Jeg tror, der er noget her ...«. Sådan sagde den engelske ’X Factor’-dommer Louis Walsh, efter Zayn Maliks første, lidt vakkelvorne, X Factor-audition tilbage i 2010.
Zayn var 17 år, og sang sig – noget prøvende – igennem Marios 00’er-hit ’Let Me Love You’. Men Louis Walsh vidste, hvad han talte om. Som tidligere manager for boybandsucceser som Westlife og Boyzone kunne han godt se, at der var potentiale. Og selv om Zain, som han stadig hed dengang, endte med at ryge ud af konkurrencen, holdt Louis Walshs fornemmelse ved.



























