Når man ser Clara Tauson spille tennis, virker det logisk, at hun må komme langt i sin sport. Også selv om der er mange store talenter i international tennis.
Tauson har masser af power og finesse i sine slag fra både forhånds- og baghåndssiden, og når hendes serv fungerer optimalt, er den et tungt våben. Dertil kan lægges, at hun er typen, der tør gå efter sine bedste slag, når en kamp er på vippen. Det er en stil, der skaber sejre.
Den unge dansker, der onsdag fylder 20 år, har da også allerede bevist, at hun kan spille op med mange af de bedste navne. I 2021 leverede Clara Tauson således en fornem sæson og erobrede to titler på WTA Tour.
Først i Lyon, hvor hun undervejs besejrede den spanske topspiller Paula Badosa, og siden i Luxembourg, hvor hun i finalen nedkæmpede den tidligere French Open-vinder, letten Jelena Ostapenko.
På en måde stod det tidligt i Tausons tenniskarriere klart, at hun kunne drive det vidt, og hun kommer da også fra en sportsglad familie, hvor for eksempel hendes far, Søren Tauson, har været eliteishockeyspiller, og hvor hendes onkel, Michael Tauson, har været elitetennisspiller.
Sidstnævnte har sagt, at hans niece på mange måder spiller tennis, som drengene gør, og Clara Tauson, der har spillet for Nærum, Lyngby, Gentofte, HIK og nu KB, har givet ham ret.
»Jeg spiller aggressivt og vil meget gerne til nettet. Jeg spiller lidt mere drenget end Caroline (Wozniacki, red.). Piger står meget på baglinjen og står bare og slår. Jeg kan godt lide at komme til nettet og spille lidt anderledes«, har Clara Tauson blandt andet sagt til DR.
Som teenager fik Clara Tauson stor succes, og hun tog for eksempel juniortitlen ved grand slam-turneringen Australian Open i Melbourne. Herefter var det åbenlyst for de fleste i tennismiljøet, at Danmark havde et nyt topnavn på vej.
Desværre er sæson 2022 blevet en hård kontrast til 2021, fordi Clara Tausons fysik har drillet. Det er blevet til mange pauser, blandt andet på grund af smerter i ryggen.
Men i den netop overståede afslutning på sæsonen har Clara Tauson været i fremgang. Ganske vist på et lidt lavere niveau, men kan stilen fastholdes i 2023, vil danskeren igen være på vej op i hierarkiet, hvor hun tidligere har været placeret helt fremme som nr. 33.
For at inspirere og udvikle Tausons store talent er hun tilknyttet den tidligere belgiske topspiller Justine Henins akademi i Belgien.
Henin var i øvrigt også på flere måder en spiller, der satsede på en lidt anderledes stil. Aggressiv og med fremstød til nettet.


























