De færreste forbinder nok Lars Seier Christensen med noget som helst, der bare minder om ’middel’ eller ’medium’. Ud over at være højere end de fleste har Seier i årtier gjort sig bemærket i offentligheden med sine forretningssucceser, sit engagement i kulturlivet, sit slot i Schweiz og ikke mindst sin store debatlyst om, hvordan Danmark bør reformeres i mere liberalistisk retning.
Historien om ham begynder imidlertid ganske leverpostejfarvet. Lars Seier Christensen voksede op i en middelklassefamilie i en midtjysk landsby. Da Lars Seier Christensen var tre år, flyttede familien fra København, da hans far fik job som gymnasielærer på Viborg Katedralskole, og et par år senere flyttede familien i parcelhus i Løgstrup mellem Viborg og Skive.



























