Hendes nydelige nederdel gik til et sobert stykke under knæene den dag i 1992, da hun første gang aflagde visit i Buckingham Palace for at modtage en orden af dronning Elizabeth II. Men da den nu adlede dame Vivienne Westwood kom ud fra monarkiets højsæde og poserede for de ventende fotografer, drejede hun med vilje energisk omkring sig selv på de plateauhæle, som var en del af den engelske designers faste outfit. Og i det øjeblik løftede skørtet sig så højt, at Vivienne Westwoods bare numse under de tynde strømpebukser var tydelig.
Situationen i 1992 var på en måde karakteristisk for Vivienne Westwood, der døde 29. december i sit hjem i London, omgivet af sin familie. Hun blev 81 år gammel. Fraværet af underbukser talte lige ind i hendes status som designeren, der klædte den antiautoritære engelske punk på i 1970’erne. Tilstedeværelsen af en pæn nederdel med fint, blankt for harmonerede med hendes livslange sans for materialer, skrædderhåndværk og aristokratiske traditioner.




























