Han var netop landet, så vi mødtes i Københavns Lufthavn, Alice Cooper og jeg. Legenden, der i min barndom stod for et årligt hit så sikkert som julesangene, når skoleklokken ringede ud til 7 ugers sommerferie, ’School’s Out’, var netop kravlet ud af glemmebogen som et fladtrykt kryb fra en af sine sange for at blive et hit igen med albummet ’Trash’.

Den umiskendelige friskhed på det tillagde han selv, at det var lykkedes at komme ud af et årelangt misbrug af alkohol, så verden og musikken så ny og frisk ud for ham.

Nu hastede vi, anført af en repræsentant for et dansk koncertbureau, gennem for mig hidtil ukendte gange og hen over landingsbaner for at ende ved Øresunds karske kyst. Her lå en lille flyvebåd, som skulle fragte os over til Malmø, hvor Cooper skulle optræde samme aften. Undervejs havde vi 35 minutter til at tale sammen.

Der var høj søgang, så turen var ikke ubetinget behagelig. Selv om Alice Cooper lå ned i sit sæde for at føle sig i flow med bølgerne og var usædvanlig bleg selv uden sin normale koncertsminke, tog han det pænt. Veloplagt fortalte han om sin barndom som præstesønnen Vincent Damon Furnier i Detroit, men opvokset i Arizona. Her stiftede han som teenager sine første bands, som hen ad vejen udvikle sig til det, der i første omgang var et bandnavn, Alice Cooper. Opkaldt efter en heks fra det 17. århundrede, som Vincent Furnier mente, han var en reinkarnation af.

Slanger og kunstigt blod

Under det navn voksede succesen i begyndelsen af halvfjerdserne med albummet ’Love To Death’ med energiske, direkte guitardrevne sange med fængede omkvæd, der lød som en blanding af hede teenagefantasier og replikker fra gyserfilm. Sammen med et liveshow, der inkluderede slanger, kunstig blod, iscenesatte hængninger og en elektrisk stol, blev Alice Cooper en attraktion med stor kommerciel succes i en del år, indtil sangeren blev solist med albummet ’Welcome to My Nightmare’.

Siden har Alice Cooper været et af rockens topnavne, som ikke synes at være leveringsdygtigt i bare halvdårlige endsige kedelige koncerter. Når det har knebet med at få den nye musik ud til masserne, er Alice Cooper altid gået tilbage til udgangspunktet i den melodiøse, hårde rock med gysende historier og effekter, senest på det efne ’Detroit Stories’, en hyldest til fødebyen, fra 2021.

Effektive omkvæd

Inspirationen fra horrorgenren kombineret med effektive omkvæd i en efterhånden lang række af klassikere har vist sig at være både holdbar og inspirerende for andre – eksempelvis Marilyn Manson og tyske Rammstein, der begge har forstået, at der nogle gange skal mere end gode melodier til at skabe opmærksomhed – som er fulgt i de bloddryppende fodspor fra legenden.

Energien har ikke forladt Alice Cooper, der i år kan fejre sin halvrunde fødselsdag med at turnere USA igennem på den traditionelle hårde måde. Nemlig ved at tage et halvt år fra forår til efterår med besøg i stort set hver en flække, der ligger og venter på, at den aldrende, men stadig leveringsdygtige sensation skal komme til byen med sit rockcirkus.

Selv om Alice Cooper stadig lyder tilnavnet ’The Godfather of Schock’, er han efter eget udsagn en god familiefar, der har opdraget sine børn i den kristne tro. Som han sagde til mig, da vi nogle år senere – i 1994 – igen mødtes i København.

»Når mine tre børn ser mig på tv, siger de altid: »Se, der er Alice Cooper«. De siger aldrig: Se, der er far. Det er enormt befriende«.

Ved samme lejlighed erklærede manden, der har ladet sig henrette så mange gange på scenen, at den franske revolution ligner et mindre kirurgisk indgreb i sammenligning, at han var træt af døden.

»Hele denne fascination af døden er meningsløs. Jeg fatter ikke alle de der death metal-bands med deres vås om at mødes ved ’dødsrigets porte’. Ingen ønsker i virkeligheden at dø. Det er måske fedt eller eksotisk at snakke om døden, men Kurt Cobain stak en pistol i munden og blæste sit hoved af. Det var der ikke noget eksotisk ved. Absolut intet«, sagde Alice Cooper.

Og kom med en opsigtsvækkende erkendelse: »Jeg har for længst opgivet at skræmme nogen med horror – jeg har alligevel ikke en chance mod nyhederne«.

fortsæt med at læse

Alice Cooper rejste gravsten på scenen