Der var noget ægte, sårbart og rørende over Ozzy Osbourne, der som så mange andre af os underhunde valgte at hyle mod Månen og klovne i stedet for selvsikkert at dominere sit publikum. Efter en fornem afskedskoncert for to uger siden er den selvudnævnte ’Prince of Darkness’ gået over til den anden side, han kendte så godt.
Regnen plasker ned uden nåde. En kirkeklokke stemmer i et sted i det fjerne. Torden ruller ind, brager igennem og flænser himlen. Efter 39 sekunder sætter en guitar ind, smider tre akkorder så tunge som gravsten. De cirkler rundt som sorte gribbe, indtil en sær stemme, skinger, frygtsom og mægtig på en gang, endelig giver sig til kende efter næsten halvandet minut og spørger:
What is this that stands before me?
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nu1
2
3
4
5
6
© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her
