Ambassadør Ulrik Federspiel var i flere årtier én af den danske udenrigspolitiks helt centrale nøglespillere. Fra sin position som dansk ambassadør i USA og som departementschef i Stats- og Udenrigsministerierne var han med til at tegne det billede, en hel række danske regeringer opererede efter – både herhjemme, og når Danmark agerede ude i verden.
Det internationale islæt fik fødselaren allerede med i barndomshjemmet som søn af kosmopolitten, fhv. minister, landsretssagfører Per Federspiel (V).




























