Det vakte en ikke ringe opmærksomhed, da daværende departementschef i Miljøministeriet Erik Jacobsen i 2008 rykkede til direktørposten på Det Kongelige Teater. Men på den anden side – et lignende skifte gjorde også hans forgænger på nationalscenen, Michael Christiansen, der forud kom fra departementschefposten i Forsvarsministeriet.
Fra miljøspørgsmål til teaterdrift. Noget af et karriereskifte, men dem har Erik Jacobsen gjort flere af i rollen som topembedsmand. Brugskommisens søn fra Otterup på Fyn er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet. Straks efter endt uddannelse i 1980 blev han ansat i Budgetdepartementet i Finansministeriet, hvor han i en periode var ministersekretær. Oven på en periode som kontorchef for finanserne blev Erik Jacobsen afdelingschef i Kulturministeriet, hvor han fra 1993 og de følgende syv år virkede som departementschef.




























