Det er typisk, at Eva Kloborg ikke kunne modstå fristelsen til at skifte en halvrund fødselsdagsfejring i København ud med en stund som instruktør og lærer ved den igangværende konkurrence, der er verdens største, i Jackson, Mississippi, USA. Den fortsatte formidling af ballet – og ikke mindst August Bournonvilles værker – er en unik og uudslukkelig drivkraft for fødselaren.
Eva Kloborg rejser i disse år fortsat verden rundt, oftest sammen med sin mand, fhv. balletmester Frank Andersen. Der er hyppigt brug for parret, når det danske nationalikon August Bournonville skal på plakaten. De seneste år har Eva Kloborg og Frank Andersen etableret et Bournonville Summer Academy i Djakarta i Indonesien. De rejste herfra videre til Portland, Oregon i USA for at instruere ’Napoli’, og derefter rykkede parret til Montevideo i Uruguay, hvor man ønskede sig en version af ’Sylfiden’.




























