I dag bliver navnet Niels Meyer mest forbundet med den folkekære tv-vært ’Bubber’. Men går man nogle årtier tilbage, var det synonymt med den kendte samfundsdebattør og fysikprofessor Niels I. Meyer, der nu er død i en alder af 93 efter et langt og rigt liv sammen med konen Benedicte foruden børn og børnebørn.
Ligesom sin far uddannede den efter eget udsagn lidt forkælede overklassedreng fra København sig til ingeniør ved Danmarks Tekniske Højskole – det senere DTU – hvor han allerede som ung i 1950’erne gjorde sig bemærket ved at være med til at producere den første danske transistor.




























