Man bliver nysgerrig efter at vide, hvordan Lars Skinnebach, der bor på Fanø, selv lever det ’eksemplariske liv’, som han ifølge et nyere digt mener, er den eneste vej ud af det sammenbrud af både demokrati og klima, han mener er indtruffet for længst. Hvad gør han f.eks., når han ikke har flere blækpatroner?
Han debuterede med digtsamlingen ’Det mindste paradis’ i 2000 og var tidligt ude med en kategorisk udmelding om kunstens eneste sande berettigelse. Som det hed på bagsiden af digtsamlingen ’Øvelser og rituelle tekster’ fra 2011: ’Kunst, der ikke beskæftiger sig med klimakrisen, er ikke værd at beskæftige sig med’.




























