Efter at have fået det fortalt i telefonen af en af Nulles nærmeste, slog det med det samme hårdt som en hammer: Nu bliver her lidt mere stille. For med Nulles død er ikke alene en gylden klarinettone forstummet. Men også en historiefortæller af den helt særlige slags er blevet gjort tavs efter en syndflod af anekdoter, beretninger, tv-serier, film – alle mulige former for narrative udladninger.
En barde er borte. Og en livskunstner er trådt tilbage for at overgive værket til en efterladt verden. Fremover må den klare sig uden Nulle og hans Verdensorkester. Christianshavn uden en velkendt spadserende skikkelse. Jazzmiljøet uden en altid eksperimenterlysten veteran. Louise uden sin mand. Og en enorm kreds af venner og familie uden et klogt, underholdende, charmerende og veloplagt midtpunkt.



























