For et par år siden kom en samling af Jan Guillous klummer gennem årene. ’At skrive i svære tider’ hedder den, og i betragtning af at Guillou er en af de uhyre få vestlige forfattere, der opfatter det at skrive som et middel til at gøre verden bedre, er bogen egentlig en dokumentation af både hans og andre skrivende idealisters totale afmagt.
I klummerne harcelerer Guillou nemlig mod ulighed, fremmedhad, markedskræfter, ufred og verdens generelle elendighed. Han har den store rive ude efter Sverigedemokraterna, milliardærer, de socialdemokrater, der har glemt folkehjems-idealerne, og mange andre, men som alle ved, har både Sverigedemokraterna, milliardærer og socialdemokrater, der løber fra de gamle værdier, særdeles gode tider. Har Guillou fejlet?
