»Blikkenslager får stor skuespilpris«. Sådan lød den noget prosaiske overskrift i B.T., da Søren Malling i 2013 modtog Lauritzen Fondens skuespilpris på 250.000 kr. Sandt er det, at Malling var i lære som blikkenslager, inden han tog springet til skuespillerskolen tilknyttet Odense Teater, men at fastholde ham i rollen som bliktud var måske lige at stramme den.
På den anden side er der noget ved Søren Malling, der gør det naturligt at placere ham i roller med begge ben på jorden. Med et udseende der ikke umiddelbart lægger op til de store roller som førsteelsker, må man finde andre veje til succes. Skal man blive flittigt brugt i de gode biroller, er der to muligheder. Enten er man gjort af et plastisk materiale, der kan passe ind hvor som helst. Eller også kommer man med et særligt krydderi, som instruktørerne kan aner- og genkende fra gang til gang.




























