Han spænder bredt, Mikkel Rønnow. Inden for sit virkefelt, som først og fremmest er musikteater og koncerter, har han medvirket til opsætning af både klassiske forestillinger og helt dugfriske sager.
I den sidste kategori finder man sådan noget som ’Margrethe’, der sidste år fortalte historien om vor nu abdicerede regent Margrethe II og hendes vej fra ubekymret pige til myndig dronning. Og fra det klassiske repertoire kan man nævne en filmatiseret evergreen som ’My Fair Lady’, Lerner og Loewes elskede fortolkning af George Bernard Shaws skuespil ’Pygmalion’, en af alle tiders mest spillede musicals.



























