Hvem glemmer nogensinde de billeder fra ’Saturday Night Fever’, da John Travolta, dagens 70 års fødselar, var 22?
En kæphøjt stoltserende braggadocio parret med en sårbar ung mand fra Brooklyn, der tiltrækkes og skræmmes af det mægtige Manhattan på den anden side af broen. Tony Manero, som han hedder, ender med at bemægtige sig storstaden, mens han hoftevuggende og til tonerne af Bee Gees giver den som moderne boulevardier ned ad 86th Street i Brooklyn.