Skal du til et officielt arrangement, og mangler du et smykke, så er der mulighed for at låne Josephine Winthers halskæde Rubyfruits i Statens Kunstfonds Smykkeskrin.
Siden 1978 har Statens Kunstfond indkøbt ringe, halskæder og brocher til den stadigt voksende smykkesamling. Samlingen består i dag af mere end 300 smykker, der er skabt af Danmarks dygtigste smykkekunstnere. Man kan som privat person låne de unikke smykker, hvis man har en aktiv rolle i en offentlig sammenhæng – hvis man skal tale til et offentligt arrangement, åbne en udstilling eller deltage i en prisoverrækkelse.



























