Man kan sige meget godt om dansk film, men flamboyante skikkelser er der altså ikke for mange af. Også her skiller overskudsmennesket Anders Refn sig ud. Når den høje, slanke mand med det smittende smil og de vakse tofarvede sko med spidse snuder kommer ind i et rum, kommer det ligesom til at skinne mildt og godt.
Lyset er mildt og godt, men bag den altid smilende og høflige imødekommenhed leder man ikke forgæves efter skarpe holdninger. Og han har noget at have det i. Få kender dansk film ind og ud som Anders Refn. Som knusende dygtig filmklipper har han gjort det til lidt af en specialitet at rage kastanjerne ud af ilden, når en film i processen efter optagelserne har haft svært ved at finde hoved og hale.




























