Bag ethvert vellykket filmisk værk står blandt andre en dygtig klipper, og i Danmark er Anne Østerud en af de virkelig gode. I de seneste år har hun arbejdet intensivt med at klippe serien ’Familier som vores’, der får premiere til efteråret og er instrueret af Thomas Vinterberg, som er en af de instruktører, Anne Østerud ofte har samarbejdet med. Gerne i tæt parløb med en anden erfaren klipper – Janus Billeskov Jansen.
De to blev i 2014 og 2021 tildelt Robert-priser for deres arbejde med henholdsvis ’Jagten’ og ’Druk’, som Vinterberg instruerede, og i 2016 modtog de en European Film Award for klippearbejdet på den samme instruktørs ’Kollektivet’. Anne Østerud har i det hele taget fået talrige priser og nomineringer, siden hun blev uddannet filmklipper fra Den Danske Filmskole i 1995.




























