Da han var ti år gammel, medvirkede han i tv-serien ’Bryggeren’, hvor han spillede den unge Carl Jacobsen. Men det var ikke umiddelbart den erfaring, som prægede den unge nordsjællandske mand i retning af skuespillerfaget.
For efter at være vokset op i Gilleleje og dimitteret som student fra Helsinge Gymnasium, der i dag hedder Gribskov Gymnasium, søgte han ind på lærerseminariet med henblik på at uddanne sig til underviser i den kongelige danske folkeskole. Han opgav imidlertid disse planer, og efter nogle år søgte han ind på Statens Teaterskole, hvorfra han tog afgang i 2012.



























