Jesper Vahr har siden 2020 været dansk ambassadør i Irans hovedstad, Teheran. Men fra 1. august i år bliver adressen i stedet Moskva. Den danske diplomat flytter fra et benhårdt præstestyre til en krigsførende nation – begge steder er store professionelle udfordringer for selv en erfaren ambassadør.
Jesper Vahr, 61, har siden 1991 virket i den danske udenrigstjeneste – med to pauser ved Nato. Først som chef for generalsekretærens reformtaskforce midt i 00’erne og siden som kabinetschef for Nato’s daværende generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, 2009-13.




























