Ban Ki-moon mener, at en barndom i krig har gjort ham til den, han er i dag. Nu fylder FN’s tidligere generalsekretær 80 år.

Krigsbarnet blev FN’s øverste chef

I dag er Ban Ki-moon næstformand i den ikke-statslige organisation 'The Elders' - en klub for tidligere højtstående statsmænd og fredsaktivister.  Foto: Daniel Munoz/Ritzau Scanpix
I dag er Ban Ki-moon næstformand i den ikke-statslige organisation 'The Elders' - en klub for tidligere højtstående statsmænd og fredsaktivister. Foto: Daniel Munoz/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Ban Ki-moon har selv fortalt, at hans barndom og opvækst i krig har været med til at forme ham.

Sydkoreaneren blev født i Korea i 1944. Det er året før afslutningen af Anden Verdenskrig og den årtier lange japanske besættelse af Korea.

Nogle år senere – i sommeren 1950 – begyndte Koreakrigen, der var en borgerkrig mellem Nord- og Sydkorea.

Flere millioner mennesker blev dræbt i de tre år, krigen varede.

Sikkerhedsrådet i FN, hvor Ban Ki-moon over et halvt århundrede efter Koreakrigen blev generalsekretær, fordømte dengang Nordkoreas invasion.

FN’s medlemslande blev opfordret til at gribe militært ind for at støtte Sydkorea.

Det gjorde flere lande. Danmark ydede humanitær støtte med hospitalsskibet ’Jutlandia’.

»Uden FN’s tropper, humanitære organisationer og rådgivere ville Korea ikke være, hvor det er i dag«, sagde Ban Ki-moon i 2021 ved lanceringen af sin bog ’Resolved. Uniting Nations in a Divided World’.

Imod smykkeloven

Ban Ki-moon blev udpeget som FN’s generalsekretær fra 1. januar 2007.

Han blev genvalgt i 2011 og forblev generalsekretær indtil 31. december 2016.

Det var ikke alle, der var begejstrede for den nye generalsekretær, der havde været Sydkoreas udenrigsminister i årene 2004-06.

I 2009 kom der fokus på Ban Ki-moons lederevner, da et notat fra Norges daværende FN-ambassadør, Mona Juhl, blev lækket til den norske presse.

Heri stod, at han »kæmper for at vise lederegenskaber«.

Ban Ki-moon trak også overskrifter herhjemme i sit sidste år som generalsekretær, efter at han havde kritiseret den danske smykkelov.

Loven gjorde det muligt at konfiskere smykker og andre genstande fra asylansøgere.

»Det går imod asylansøgernes menneskeværdighed og rettigheder«, skrev generalsekretærens talsperson, Stéphane Dujarric, dengang i en mail til Politiken.

Den aldrende Ban Ki-moon er i dag næstformand i den ikkestatslige organisation The Elders.

Organisationen er en klub for ældre mænd og kvinder, der er kendt som højtstående statsmænd, fredsaktivister og menneskerettighedsforkæmpere.

Andre fremtrædende medlemmer er den tidligere norske statsminister Gro Harlem Brundtland og den tidligere amerikanske præsident Jimmy Carter.

Ban Ki-moon har siden 1971 været gift med Yoo Soon-taek. Sammen har de tre børn, en søn og to døtre.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her