Grethe Wittrock er væver, men det er hverken gulvtæpper eller gobeliner, hun fremstiller. Hun laver installationer og skulpturer, hvor tekstilet er præget af papir, lyng, jord og insekter. Gamle skibssejl, der er hærget af vind og vejr, skæres op og væves til store værker, hvor både tryk og bemaling indgår. Med sine tekstiler fortæller hun historier – senest om den jyske hede, men også om skove, kyststrækninger og landskaber set fra luften.
Grethe Wittrock er uddannet på Danmarks Designskole i 1992 – det nuværende Kongelige Akademi. Hun tilbragte et år på Kyoto Seika University i Japan, og før designskolen arbejdede hun på væveren Annette Juels værksted. Allerede inden hun var færdiguddannet, udstillede hun i Japan og snart også i Danmark, men snart drog hun med til sin mand til USA, hvor hun i en årrække arbejdede og udstillede i både New York og Washington.



























