Efter et halvt liv som folkevalgt politiker skiftede forhenværende Venstre-minister Eva Kjer Hansen tidligere i år Folketing og byråd ud med en ny tilværelse som direktør i Dialog mod Vold, hvor hun med egne ord nu er »ngo-nørd«.
Sporskiftet blev ufrivilligt hjulpet på vej af folketingsvalget i november 2022, hvor hun var blot 234 stemmer fra at få et kredsmandat for Venstre i Sydjyllands Storkreds, men endte med at blive stemt ud af Folketinget. Hun var ellers blevet valgt ind ved samtlige valg siden 1990, og i perioden 1994-1999 var hun desuden medlem af Europa-Parlamentet.




























