Ethel Kennedy var gift med præsidentkandidaten Robert F. Kennedy, da han blev dræbt. Hun blev 96 år.

Ethel Kennedy er død

Ethel Kennedy modtog i 2014 Præsidentens Frihedsmedalje, som er den højeste civil udmærkelse i USA, af præsident Barack Obama. Foto: Larry Downing/Ritzau Scanpix
Ethel Kennedy modtog i 2014 Præsidentens Frihedsmedalje, som er den højeste civil udmærkelse i USA, af præsident Barack Obama. Foto: Larry Downing/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Ethel Kennedy, som var enke efter Robert F. Kennedy, er død, oplyser Joe Kennedy III, som er hendes barnebarn, i et opslag på sociale medier. Hun blev 96 år.

»Det er med vores hjerter fulde af kærlighed, at vi meddeler vores bedstemor Ethel Kennedys bortgang«, skriver han.

»Hun døde denne morgen af komplikationer efter et slagtilfælde«, tilføjer han.

Hendes mand, den demokratiske politiker Robert F. Kennedy, der var justitsminister under sin bror, præsident John F. Kennedy, døde i juni 1968 , da han var præsidentkandidat, efter at være blevet skudt af palæstinenseren Sirhan Sirhan.

Ethel og Robert F. Kennedy havde dengang været gift i 18 år. Parret havde fået 10 børn, og nummer 11 var på vej. Hun var 40 år.

Robert F. Kennedy var lillebror til præsident John F. Kennedy, der blev myrdet i Dallas i 1963. Han var jurist og senator og blandt andet kendt for at støtte borgerrettighedsbevægelsen samt at bekæmpe mafiaen. Efter Robert F. Kennedys død erklærede Ethel Kennedy offentligt, at hun ikke ville gifte sig igen, og hun holdt ord.

Nogle måneder efter hans død etablerede hun Robert F. Kennedy Center for Retfærdighed og Menneskerettigheder. Centret kaldes i daglig tale RFK Center, og det er en organisation, der arbejder for den afdøde politikers mærkesager.

I 2014 fik Ethel Kennedy præsidentens frihedsmedalje af Barack Obama.

»Ud over et helt livs arbejde med social retfærdighed og menneskerettigheder efterlader vores mor sig 9 børn, 34 børnebørn og 24 oldebørn og adskillige nevøer og niecer, der alle elsker hende«, skriver Joe Kennedy III.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her