Få avisen leveret hver lørdag for kun 99 kr.

Det engelske fodboldikon Kevin Keegan blev 75 år. Han fortalte i juni, at han havde kræft i stadie fire.

Kevin Keegan er død

Lyt til artiklen

Legendariske Kevin Keegan er død.

Det skriver engelske Sky News.

Den tidligere engelske landsholdsanfører og -træner blev 75 år. Han har flere gange i 2026 fortalt, at han havde fået kræft.

»Det er med stor sorg, at vi må meddele, at Kevin Keegan er gået bort i en alder af 75 år«, lyder det fra familien i en meddelelse.

»Den tidligere engelske landsholdsspiller og -træner har kæmpet mod kræften og var omgivet af sin kone og døtre i den sidste tid«.

Senest i starten af juni fortalte Keegan, at han havde kræft i stadie fire.

Stadie fire er den mest fremskredne form for kræft og betyder, at sygdommen har spredt sig til andre dele af kroppen.

»Kevin, dobbelt Ballon d’Or-modtager, var en højt elsket ægtemand, far og bedstefar. Familien vil gerne takke den dygtige lægestab omkring Kevin for al støtten«, lyder det fra familien.

Stor karriere

Kevin Keegan modtog trofæet som Europas bedste fodboldspiller i 1978 og 1979. I 1977 var han blevet nummer to i afstemningen efter Allan Simonsen.

I slutningen af 1970’erne spillede Keegan for Hamburger SV i den tyske Bundesliga, men inden da havde han allerede slået sit navn fast i international topfodbold med sine præstationer i Liverpool.

Angriberen spillede 323 kampe og scorede 100 mål for Merseyside-klubben, som i 1970’erne vandt det engelske mesterskab tre gange og desuden triumferede i både Europa Cup, FA Cup og Liga Cup.

Efter stop i Hamburger SV og efterfølgende Southampton drog han i 1982 til Newcastle, som han var med til at føre op i den bedste engelske række.

Efter sit karrierestop var han ad to omgange træner i den nordengelske klub - senest i 2008.

Som træner stod han blandt andet også i spidsen for Manchester City fra 2001 til 2005.

Også på det engelske landshold spillede Keegan en vigtig rolle. Han spillede 63 kampe, scorede 21 mål og bar anførerbindet ved EM i 1980.

Som landstræner stod han i spidsen for holdet, som ikke nåede videre fra gruppespillet ved EM i 2000.

ritzau

PodcastSe alle
Det føles forkert at hjælpe en enkelt pige og ikke alle de andre her i lejren. Men at bede om at få historien om Aisha og lov til at tage hendes billede og så bare gå videre, det er umuligt, fortæller Politikens journalist Bo Søndergaard. Sammen med fotograf Mads Nissen har Bo Søndergaard besøgt flygtningelejren Goz Salaam i Sudan, hvor 20-30.000 er på flugt fra tre års borgerkrig, der har ødelagt Sudan og gjort millioner af mennesker til flygtninge i deres eget land.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her