-Lektor Lars Egelund skriver mindeord om vennen og kollegaen, fhv. lærer Sven Boch-Andersen, Espergærde, 81 år: Undervisningsministeriet så rigtigt, da man i 1976 sendte Sven Boch-Andersen ned for at bestride den første danske lærerstilling ved overbygningen på Europaskolen i Luxembourg. Man søgte en erfaren overskolelærer, der skulle danne tandempar med overtegnede, og sammen skulle vi agere brohoved for en forventelig videre udbygning af den danske sektion. Der var brug for en åben, respektabel, præsentabel, sprogkyndig, flittig og fagligt dygtig person, der med pragmatisme og diplomati - og gerne en god portion humor - ville kunne begå sig i den sproglige og pædagogiske smeltedigel, som en Europaskole var - og stadig er. Med valget af Sven var der gevinst på alle hylder! Fra dag 1 var der stor respekt om 'Boch'ens' arbejde blandt de danske elever. Samstemmende gav de danske forældre, der var draget udenlands med deres skolesøgende børn, udtryk for, at de endelig havde fundet en skole, hvor deres unger lærte noget. I Svens timer var der struktur og styr på tingene. I hans undervisning var der dømt fast grund under fødderne i dansk, regning og matematik. Havde det hjemlige skolevæsen, dengang i 70'erne og 80'erne, haft hjerterum til og skaffet arbejdsro for flere lærere af Svens kaliber, havde to-tre årtiers sørgelige Pisa-resultater måske set knap så miserable ud. I forbindelse med Svens bisættelse fra Egebæksvang Kirke i Espergærde fortalte en tidligere Europaskoleelev - apropos Svens legendariske hang til humor som pædagogisk virkemiddel - om dengang, danskklassen skulle bringes til at fatte vigtigheden af korrekt tegnsætning: »Det er jo ikke helt ligegyldigt, om I skriver Skyd Rudolf! - eller - Skyd, Rudolf! - især ikke for Rudolf ...«. Sven var en sprogets mester i såvel skrift som tale. En lejlighedssang fra hans hånd, eller en festtale fra hans mund, og der var ikke et øje tørt.