•Henning Sørensen, forfatter, fhv. skraldemand, Grenaa, og æresmedlem af Danmarks Afholdsforenings hovedbestyrelse skriver om Povl Erik Nielsen, Brønderslev, 71 år:
Med ham har afholdsbevægelsen i vort land mistet en af sine stærkeste personligheder. Povl Erik Nielsen var født i Aalborg-området, og det meste af sit liv virkede han i dette lokalområde. Efter folkeskolen kom han i lære og blev uddannet kommis i en købmandsforretning. Senere blev han uddannet diakon. I en årrække virkede han bl.a. som lastbilchauffør, i sine sidste mange år på arbejdsmarkedet var han ansat ved biblioteksvæsnet i Aalborg. I sine unge var han aktiv på folkekirkens højrefløj, bl.a. på en bibelskole i Oslo, men senere udskiftede han sit kirkelige arbejde med et unikt engagement i afholdsbevægelsen. Han opretholdt dog det, som han over for afholdsbladet Agitatoren har kaldt et »passivt medlemskab af folkekirken«. Povl Erik Nielsen aldrig smagt alkohol (og han har aldrig røget). »Det gjorde man ikke i de kirkelige kredse dengang«, har han sagt til Nordjyske Stiftstidende. Ved sin død var Povl Erik Nielsen landsformand for Socialdemokratisk Afholdsforbund og formand for Danmarks Afholdsforenings lokalafdeling i Brønderslev. Povl Erik Nielsen var dybt bedrøvet over de alkoholiberale holdninger, der gør sig gældende i store dele af den tidligere afholdsbevægelse. Han var således med i en protest mod, at der nu udskænkes alkohol på Midtjysk Efterskole i Ejstrupholm, der for 50 år siden blev rejst primært af afholdsfolk. Povl Erik Nielsen var også en særdeles aktiv og meget vidende medarbejder i Brønderslev Egnsarkiv. For sin indsats der var han blandt dem, der i sommer var inviteret til en sammenkomst hos dronning Margrethe i dennes have i Fredensborg. Han var glad for, at han uden problemer kunne få alkoholfrie drikke ved denne lejlighed.
•Inge Hviid, Hundested, skriver om Alfred Robbin Holter, Fugloya, Norge, 64 år:
Alfred Robbin Holter blev født i Brevik, Norge. Efter 3 mdr. omkom hans far i en tragisk ulykke, og Alfred flyttede til Danmark med sin mor, Bodil, og søster, Helle. Alfred voksede op i Gentofte, hans mor giftede sig igen, denne gang med Frederik Smidth (Fl. Smidth).
Alfred gik på Stenhus Kostskole, og her havde han en badeulykke, som brækkede hans nakke og satte ham i en kørestol resten af livet.
På Hornbæk Fysiurgiske Hospital mødte han sin første kone, Lise, som han var gift med i 10 år. De boede i Hjortekær, mens Alfred studerede litteraturvidenskab, lavede radioudsendelser og skrev musikanmeldelser for Søndags BT. Han var medarrangør af Danmarks første musikfestival og underviste i musik på Skælskør Folkehøjskole. Senere studerede han medier på Berkley Universitet, San Francisco.
Efter hjemkomsten udviklede han handikapudstyr til bl.a. biler og både.
Efter en tur rundt om Aarhus og Jægerspris flyttede Alfred til Ølsted. Her igangsatte han et projekt, hvor han sejlede rundt i Grækenland i et halvt år for at hjælpe unge på fode igen.
I 1995 flyttede Alfred til Økosamfundet Dyssekilde i Torup ved Hundested, hvor han boede indtil kort før sin død. I Torup husker vi ham mest for hans store kulturelle indsats.
Han var formand for Torup Landsbycenter, da det blev bygget, og her stod han for mange arrangementer. Var medstifter af Torup Kultur og Kunst i Torup. Han var i høj grad manden bag de mange smukke områder i den økologiske landsby, og han nåede at åbne et atelier sammen med maleren Birgitta Steen. Gennem alle årene har Alfred været lidenskabeligt interesseret i kunst og malet akvarel og akrylmalerier De sidste år udviklede han en teknik, hvor han brugte hjulene på kørestolen som pensel til sine store kørestolsbilleder, som bl.a. kan ses i Gjethuset i Frederiksværk.
Alfred skrev bøgerne 'Fremtidens TV', 'Odins øje - At miste for at vinde' og 'Fudark'. Alfred efterlader sig sin hustru, fotografen og keramikeren Mette Philipsen.
•Billedkunstner Gitte Andersen og keramiker Merethe Bloch skriver om Kirsten Freilev, 70 år:




























