•Laus Bengtsson var en af de første, der fik nudansk ind i rockordbogen. Nu er han død, 74 år gammel, men hver gang jeg hører en af de sange, han skrev, griber jeg mig selv i at savne hans poetiske musikalitet i tidens sproglige mainstream. »Den vise rockpoet« står der i dødsannoncen. Og han havde, takket være sin alder, lidt mere livserfaring end de fleste, da han via en bagdør på et reklamebureau kom ind i 60'ernes pulserende beatmiljø. På bureauet arbejdede nemlig også Leif Roden. Som tekstforfattere havde de efter sigende en finger med ved tilblivelsen af det udødelige slogan 'Spies, rejs og vær glad'. Ud at rejse kom Bengtsson i hvert fald. Med musikken. Og han tog os andre med. Som noget mere end tekstforfatter var han i 1969 med til at gøre Alrune Rod til et af de tidligste og mest slidstærke eksempler på dansk beatmusik. Han tog os ud på Natskyggevej, hvor vi frydefuldt gysende tog hinandens hænder i nattens muligheder. Man behøvede ikke ryge sig skæv, når man hørte hans tekster. Allerede i 1968 var han begyndt at skrive de om muligt endnu mere personlige tekster, som i Povl Dissings dengang forkætrede tonefald skulle sikre både ham og sangeren noget nær udødelighed og reducere Eik Skaløe til en tidstypisk lejlighedsdigter. Egentlig hed pladen bare 'Dissing', men den fik kaldenavn efter den sidste sang, 'Nøgne øjne'. Og på albummets centrale nummer, den elleve minutter lange 'Tape fra en halv mand', synger Dissing sårbart og indtrængende »og dine plader med ham der Bob, dem har jeg alle sammen snart slidt op...«. Laus Bengtsson arbejdede som filmklipper og medinstruktør. Sammen med Ebbe Preisler dokumenterede han i filmen 'Cirkus børnerock' den effekt, børnerocken fik først i 80'erne. I den bevægelse og i Galebevægelsen genså Bengtsson den samme næsten demonstrative naivitet og utopiske livsduelighed, der i sin tid fik ham til at sætte knopskydende ordblomster.