•Eyvin Stürup, boghandler, Humble, er død, 69 år.
Som ung kom Eyvin Stürup i lære i Mogens Funchs boghandel i Holte, senere var han bl.a. freelance butiksdekoratør og hotelportier, inden han kom på Provinsboghandlerfagskolen.
Herefter virkede han bl.a. som afdelingsleder i Danske Boghandleres Bogimport, boghandlermedhjælper i Biblioteksboghandlen i København og i Martin Mortensens boghandel i Tåstrup, før han kom til Næstved som gardehusar og påmønstrede skonnerten 'Fulton', hvor han senere blev leder af første landstation Ærøgården. Derefter var han først indehaver af Sydlangelands Boghandel i Humble og senere Stürups Boghandel i Rudkøbing. Svigtende helbred fik ham i 2002 til at gå på efterløn.
Fra 1986 til 1992 var Eyvin Stürup formand for de fynske boghandlere og dermed også medlem af Den Danske Boghandlerforening i København.
Lokalt stod han i 1976 i spidsen for oprettelsen af Humble Erhvervsforening og var i seks år dens formand.
Han gjorde også en god indsats i bestyrelsen for Langelands Teaterforening, fra 1991 i nogle år som initiativrig formand.
•Erling Larsen, direktør, cand.jur., Klampenborg, er død 98 år.
Han var direktør i Textilfabrikantforeningen fra 1954 og frem til sin pensionering i 1981. Han blev cand.jur. 1938, hvorefter han fik ansættelse som sekretær i Ministeriet for Offentlige Arbejder. I 1944 blev han ansat i Textilfabrikantforeningen efter fire år i industrifagene. Sideløbende med sin direktørstilling var han medlem af en række råd. Bl.a. fungerede han i Tilsynsrådet vedrørende beskæftigelsen af de indsatte i Kriminalanstalterne fra 1956 til 1981.



























